Affinity Konar: ”Mischling”

Der er historier, der brænder sig fast i hukommelsen og rører så stærkt som om man oplever den skinbarlige sandhed.

Affinity Konars roman ”Mischling” er den forfærdende historie om de to 12-årige tvillingepiger Pearl og Stasha, der bliver sendt til Auschwitz sammen med deres mor og bedstefar. Som tvillinger bliver de sorteret fra og indlemmet i Mengeles Zoo, den surrealististiske betegnelse for Josef Mengeles alt andet end lægeligt begrunde eksperimenter på tvillinger.

Der findes et stort antal bøger, der dykker ned i fakta og statistik om Holocaust og om Josef Mengeles ugerninger som såkaldt doktor. Det, der skiller ”Mischling” ud herfra, er en skrivestil, der ’taler’ ud fra børnenes perspektiv. Trangen til at se mening, til at vise og opnå tillid fra omgivelserne – selv også fra ’onkel’, som børnene lærte at kalde Mengele - og til langt hen ad vejen at slå sig til tåls med den omgivende grusomheds normalitet er beskrevet ualmindeligt stærkt og gribende.

I bogens kapitler veksler mellem to handlingsspor. Til en start følger man pigernes meget nære relation og deres meget forskellige personligheder. Da Pearl bliver fjernet til … særlige eksperimenter, er Stasha overbevist om, at hendes tvillingesøster er død, men er det nu også tilfældet?

”Mischling” er ikke nogen nem bog læse. Det gør ondt at følge pigerne gennem et frygteligt og håbløst forløb med forfølgelse og overgreb, også efter at Auschwitz-lejren bliver opløst og de to piger kommer ud på hver deres rejse mod en særdeles uvis fremtid. Det er til gengæld en vigtig bog, fordi Affinity Konar formår at komme om på den anden side af fakta-litteraturens relative følelsesmæssige distance for i stedet at gøre de to pigers både mentalt og fysisk forkrøblende oplevelser nærmest ubærligt nærværende for læseren.

Affinity Konar: ”Mischling”
Gads Forlag
367 sider
Pris: 299,95 kroner
ISBN: 9788712052647