Steffen Jensen: Untold stories

Mellemøsten har på det nærmeste fast plads i nyhedsdækningen, både i aviser, radio og på TV. Reportagerne på TV virker måske lige en smule mere dramatiske, især hvis der er tale om live-reportager fra situationer af uro og konfrontation.

Steffen Jensen har i 23 år kompetent dækket dette stofområde. I bogen ‘Untold Stories – Billeder og beretninger fra Mellemøsten’ træder han en smule ud af reporterens rolle og beskriver i ord og med egne billeder detaljer og sidehistorier fra steder og begivenheder, der har præget også hans egen nyhedsdækning.

Der er den stilfærdige undren over kontraster og stærke følelser i Jerusalem: ‘Det er byen, hvor alle tror mere, end de føler. Hvor Himlens nærhed får en til at føle suset fra Helved. Hvor folk er så fromme og troende, at de ofte elsker deres stendøde hellige sten mere end deres spillevende naboer.

Der er den elskværdige lune fra en ultraortodoks yeshiva, striden mellem 5 kristner kirker om ‘retten’ til at være til stede og benytte Gravkirken. Steffen Jensen træder ikke mindst ud af en stærkt politisk fokuseret vinkel på konflikten mellem Israel og palæstinenserne, så de menneskelige konsekvenser af strid og afsavn, både blandt bosætterne – og deres modpart – står klokkeklart.

Endelig formår beretningerne fra Det Arabiske Forår at krybe ind under huden, fordi også begivenhederne i Tunesien, Ægypten og Libyen bliver beskrevet med udgangspunkt i de mennesker, der brød ud af årtiers repression – og de mennesker, der stod med den utaknemmelige opgave at slå hårdt ned på uro.

”Untold Stories” er en stærk bog. Et både vigtigt og vægtigt supplement til den almindelige nyhedsdækning for dem, der læser mere end overskrifter.


Steffen Jensen: Untold Stories
Forlaget Ajour
ISBN: 978-87-92816-03-0
216 sider
Pris: 249,95 kroner