Bo Lidegaard: “Redningsmænd”

Politikens Forlag, ISBN 978-87-400-1422-8
462 sider. Pris: 400 kroner

Boganmeldelse af Carsten Skov

Politikens chefredaktør Bo Lidegaard udstrækker med bogen Redningsmænd sit fokus på besættelsestidens historie til den nærmest mytiske beretning om ’De hvide busser’. Med stor omhu beskriver han, hvordan svenske, norske og danske aktivister med noget besvær samarbejdede med ministerier og myndigheder i deres respektive hjemlande om at bringe deres lands-mænd hjem fra de nazistiske dødslejre.

Historien er fortalt med udgangspunkt i de sarte kontakter, som måtte etableres med nazistiske topledere for udvirke frigivelsen. Samtidig var der tale om en krævende logistisk øvelse i forhold til at skaffe de nødvendige biler og busser og at få de stadigt mere desperate tyske myndigheders godkendelse af den stab, herunder læger og plejepersonale, der var nødvendig for at bringe de frigivne sikkert til Danmark.

Der er tale om en historie, som beskriver et mylder af kontakter på tværs af lande- og myndigheds-grænser. Der er imidlertid også samtidig tale om en historie, der langt hen ad vejen skyr de åbenlyse etiske dilemmaer, hvor det overvejes, besluttes og gennemføres at hente visse fanger hjem frem for andre.

Bo Lidegaards bog bidrager på den ene side med sin grundighed til forståelsen af de komplekse faktorer i historien om ’De hvide busser’. Der er interne magtkampe blandt topnazister og deres forsigtige, men også utopiske følere over for Vest magterne med hensyn til at etablere en fælles front mod Sovjetunionen.

På den anden side bliver Redningsmænd til en lidt for renskuret myte, der ikke selv går af vejen for at moralisere, for eksempel over for ’de røde enker’ til de kommunister, der var sendt til Stuffhof. De moralske kvaler ligger lige for i forhold til det besøg, som Røde Kors - med dansk deltagelse - aflagde i Theresienstadt i juni 1944. Det besøg kunne have været grundlag for at viderebringe informationer om forholdene i lejren til internationale organisationer og til de allierede. Et aspekt, som Bo Lidegaard ikke går nævne-værdigt i dybden med.

Bogen bør derfor ikke læses alene, hvis man søger en dyberegående historisk analyse.