Konvertering

“…hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud.” (Ruth 1:16)

Gennem historien er talrige personer overgået til jødedommen. En af de kendteste konvertitter er Ruth, kong Davids oldemoder, som er hovedperson i en af bøgerne i TaNaKh (den jødiske bibel).

Gennem tiderne har det været forbundet med stor fare at følge sin overbevisning og blive optaget i det jødiske folk. Selv i dag kræver det en stor indsats for den enkelte at konvertere til jødedommen. Det sker derfor med med glæde og stor respekt, når Shir Hatzafon hjælper et mennesket med at blive optaget i det jødiske folk.

Der er mange årsager til at folk ønsker at konvertere til jødedommen, men fælles for dem alle er, at det er overvejelser, som folk har gået med i mange år, før de tager skridtet og kontakter en jødisk menighed.

Shir Hatzafon tilbyder en progressiv konvertering godkendt af den europæiske Beit Din under WUPJ. Konverteringen anerkendes af alle jødiske menigheder tilknyttet WUPJ og de fleste konservative menigheder men ikke af ortodokse jødiske menigheder.

Der er ikke noget fast skema over, hvordan et konverteringsforløb hos Shir Hatzafon ser ud. Ikke alle vælger i sidste ende at konvertere. For at blive godkendt til Shir Hatzafons konverteringsundervisning, skal man have været associeret medlem af menigheden et halvt år inden ansøgningen behandles. Denne regel har vi for bedre at lære kandidaten at kende og ikke mindst for, at kandidaten ved hvad han/hun går ind til. En konvertering til jødedommen er for resten af livet. Kandidaten vil skulle have en eller flere samtaler med rabbineren, som i sidste ende er den instans, der godkender optagelse på konverteringsholdet.

Undervisningen forløber over seks intensive weekender over et kalenderår med mødepligt. Derudover er der en anseelig mængde litteratur til selvstudie eller sammen med en deltager på holdet. Foruden undervisningen på konverteringsholdet skal man deltage i menighedens religiøse og kulturelle aktiviteter.

Efter afslutningen på undervisningsforløbet og efter aftale med rabbineren indstilles kandidaten til Beit Din i London. For mænds vedkommende kræves også en omskærelse.

Blandede par hvor dem ikke-jødiske del ønsker at konvertere opfordres den jødiske part kraftigt til af følge undervisningen for at støtte gennem konverteringsprocessen.

Der betales en undervisningsafgift, som er afhængig af deltagerantallet på det pågældende hold. Desuden skal påberegnes udgifter til bøger samt Beit Din i London.

Ønsker du information omkring konvertering hos Shir Hatzafon, bedes du kontakte bestyrelsen via e-mail:

shir@shirhatzafon.dk.

Scroll to Top