Vores fremtid, sammen

Parashat B’Midbar, 2024

Det er svært at følge sådan en tale, når Rabbiner Sandra allerede har givet så mange klare eksempler på, hvordan vi kan være venner og lærere, samtidig med at vi er ledere og deltagere – men det giver mig en mulighed for at tale til jer lidt om mit håb for vores fælles fremtid her i Shir Hatzafon.

Vores Torah-fortælling i denne uge åbner straks med at vække undren. Vi er i Sinajs Ørken, med meget potential, og vi befinder os derfor på tærsklen til noget universelt, spirituelt og transformerende. Sinajs Ørken, ødemarken, ligesom Torahens visdom, er fri for alle (B’midbar Rabbah 1:7). Dette store potentiale hurtigt forsvinder. Gud, fortæller historien, befaler Moses at tage en folketælling. Sinajs Ørken og potentialitet i begyndelsen af denne uges parashat spejler den primordial suppe i begyndelsen af den første mosebog – det skal ordnes og kontrolleres. Militæret organiseres, og de religiøse ledere organiseres … og pludselig kan vi se nogle af de potentielle problemer med organiseret religion. Optællingen er meget eksklusiv: kvinder, børn og dem, der ikke kan bære våben, tælles ikke med. Måske kunne vi tænker, at dette bare er et arkaisk verdenssyn, men det er det ikke: så mange mennesker i denne verden bliver stadig ikke talt med. Så mange gange er jeg blevet spurgt, "kan du være rabbiner, hvis du er gay?", "hvordan kan din rabbiner være en kvinde?" … og i samfund over hele verden bliver sorte jøder, konverterede jøder, gamle jøder og unge jøder fortsat ikke hørt … desuden ser vi alt for ofte, at jøder holdes ude af fællesskaber på grund af deres økonomiske problemer, og jøder med forskellige fysiske evner antages at have ingen.

Jeg er stolt over at være en del af et fællesskab, hvor jeg ikke ser disse uligheder, men hvor jeg ser en indsats for at være den chaver og rav, som Sandra har bedt os om at fortsætte med at være.

Allerede før jeg blev studenterabbiner, spurgte folk mig ofte, hvorfor jeg studerede Torah. Svaret for mig er lige så enkelt nu, som det var dengang; uanset dens oprindelse, er Torahen en optegnelse af noget meget menneskeligt. Historierne indeholder måske ikke en perfekt historik om, hvad der skete i det gamle Israel, men de indeholder kerner af universelle sandheder om den menneskelige oplevelse, sammen med et forsøg på at skabe grundlaget for et samfund og beskrive det gamle israelske forhold til forskellige manifestationer af Gud.

Jeg tænker meget ofte om Josef; især hans forhold til sin familie, og med sin far Jakob.

Som mennesker med en række komplicerede menneskelige følelser har vi brug for at vide, at vi er elskede, og at der er et sikkert rum, hvor vi accepteres ubetinget for hvem vi er, og hvordan vi er – dette sted kalder vi hjem. Derudover har vi brug for sikkerheden ved at vide, at vi kan stole på vores kære; stole på at de vil gøre det bedste for os under alle omstændigheder. Familie er hellig, uanset om det er vores biologiske familie, eller dem vi vælger som vores familie. Når vi tilslutter os et fællesskab som Shir Hatzafon, vælger vi på en måde at være en del af en slags familie.

Hvorfor er det så vigtigt? Det er vigtigt, fordi det taler til det helt centrale spørgsmål, som vores Torah-fortælling stiller denne uge: hvem tæller? Svaret, tror jeg, her i Shir Hatzafon er "dig". Du tæller.

Den første del af den fjerde mosebog, ligesom Sandras budskab i dag, beder os om at være en del af noget større end os selv. Der vil altid være en spænding mellem individet og fællesskabet, mellem "Gud" og menneskeheden, mellem rejsen og destinationen. Mest af alt beder den os om at stå op og blive talt med, og sikre at de omkring os har samme mulighed.

Vi omtaler os ofte som "bnei yisrael" – Israels børn, men jeg tror, vi også kan tænke på os selv som "b’nei Yisrael" – Israels byggere. Alle, der kom før Jakob, var ikke hans "børn", men de lagde grundlaget for at opbygge ham til at blive den, han havde brug for at være.

Det er vores opgave nu: stå op, blive talt med, bygge for fremtiden.

Shabbat Shalom.