Om Shir Hatzafon

Skrevet d. af

CharlesElisabethJødisk arv og kultur for fremtidige generationer

Shir Hatzafon udspringer fra en lille gruppe jøder, der i 1998 begynder at mødes privat for at fejre shabbat og jødiske helligdage sammen. Den uformelle gruppe indser snart, at der mangler undervisningstilbud for børn, der bygger på en progressiv jødisk livsanskuelse. Snart organiseres søndagsskole-, bnei mitzvah- og voksenundervisning af gruppen i private hjem.

Gruppen vokser og i 2000 organiserer kredsen sig formelt og stifter organisationen Progressivt Jødisk Forum (PJF). PJF søger om optagelse i World Union for Progressive Judaism (WUPJ). Under WUPJs kongres i Barcelona i 2001 får PJFs første formand Robin May Schott overdraget en vandre-torah fra Kehilat Gesher i Paris. Månedlige progressive shabbatgudstjenester kan nu afholdes i København med oplæsning fra en torah-rulle. I 2002 fejres den første bar mitzvah og i 2004 læser den første pige op fra torahen ved sin bat mitzvah.

PJF omdannes til en menighed i 2003 og skifter navn til Shir Hatzafon (Sang fra Norden). I 2004 opnår Shir Hatzafon ministeriel godkendelse om trossamfund med ret til at vie og begrave. Begivenheden markeres med en fest og koncert, der gæstedes af den israelske og østrigske ambassadør. Samtidig modtager rabbiner dr Charles Middleburgh titlen Stiftende Rabbiner som tak for hans indsats som menighedens første rabbiner.

Siden 2002 har menigheden hvert år tilbudt konverterings- undervisning for personer, der ønsker at overgå til jødedommen. Shir Hatzafon samarbejder med den europæiske Beit Din på Sternberg centret i London under WUPJ. I forbindelse med Sternberg centret findes Leo Baeck College, som er det største progressive rabbinerseminarium i Europa. Herfra har Shir Hatzafon hentet mange af menighedens besøgende rabbinere. I 2006 begyndte et af Shir Hatzafons medlemmer som den første kvinde i Danmark på rabbineruddannelsen netop på Leo Baeck College.

Shir Hatzafon fortsætter med at udvikles og er i dag et cementeret tilbud for det jødiske samfund i Danmark. Det er Shir Hatzafons mål at blive en menighed, der kan tilbyde sine medlemmer alle dele, der skal til for at levet et jødisk liv i Danmark. Det er således Shir Hatzafons håb inden for en overskuelig årrække at kunne byde velkommen i et eget menighedscenter og have en fastboende rabbiner i København. Shir Hatzafon arbejder pt. på etableringen af en progressiv jødisk begravelsesplads i København.

Det er vores opfattelse at Shir Hatzafon og menighedens brugere opfylder en vigtig rolle i den kulturudveksling, der finder sted i dagens Danmark. Det er Shir Hatzafons målsætning, at vi gennem vores virke kan sikre en stærk mangfoldig og rig jødisk kultur samt fortsættelsen af jødisk liv i Danmark mange generationer fremover.